Som en oprystet pude
"Emptynesters" – jeg synes, det er et forfærdeligt ord. Det er ligesom en mærkat, der bliver klæbet på din pande; du hører nu til en anden klub. Som om dit liv slutter der, som om du ikke længere har børn, som om vaskemaskinen holder op med at køre, som om du ikke længere behøver at sætte mad på bordet, som om… og så videre.
Det betyder ganske enkelt, hverken mere eller mindre, at din yngste har besluttet sig for at flytte hjemmefra, har besluttet sig for at krybe ud under mors (og fars) vinger for at prøve det selv. En ny fase – det lyder bedre – for vores datter, men også for os.
Der er ikke noget galt med det, tværtimod. Det er en naturlig proces, og den udvikling dit barn gennemgår er kun god og positiv – det hører bare til. Men samtidig oplever ingen det som noget selvfølgeligt, og både barn og forældre har deres egen lille proces. Som forælder vil man også gerne tage hensyn til den proces, som ens barn gennemgår.
Vi ligner stadig lidt en oprystet pude, hvor fjerene endnu ikke er sunket på plads igen.
Sådan er det også i mit hoved denne uge – rodet. Empty nest-følelsen, nu bruger jeg ordet alligevel, er stadig meget til stede. Glad bliver jeg ikke af det endnu; denne lille proces er ny for os og stadig meget levende.
Fra det at savne og slippe, til at opdage at det er okay. Hvad lukker du ind i dit hoved, og hvad (endnu) ikke. Min kollega sagde: at slippe er sværere end at holde fast… en sand visdom, den hænger ved – noget til en flisemotiv eller hvad.
Et sandt lille paradis
Vi har de seneste uger arbejdet hårdt på vores datters nye værelse. Det er blevet et sandt lille paradis, det kan man godt sige. Vi kalder det hele tiden spøgende: kosteskabet. Værelset er på ikke mindre end 7 m², og det kan man kun være enormt stolt af – og samtidig ved man ét ting med sikkerhed: din bolig kan ikke blive mindre, det kan kun gå fremad.
Det var rigtig hyggeligt – male sammen, pudse op sammen, rydde den største boligbutik i Holland og ikke mindst: de dejlige rundstykker fra Broodjeshuis Ben gjorde disse dage til en sand fest.
Vi vinkede farvel til hende ved døren til hendes første hjem – et smukt kollegium midt i Groningen! Et stort kram, pas godt på dig selv, og vi ses i morgen. Heldigvis var det første gang kun én nat, og bagefter straks weekend igen.
Glæde sig til weekenderne
Nyde det – hun kommer heldigvis hjem i weekenderne, med vasketøj, og lader op under mors vinger. Jeg glæder mig til at fylde hende op med især sunde ting og masser af gode vitaminer – for om hun nu får nok af det på kollegiet…?
At svælge lidt i selvmedlidenhed er tilladt, men det vigtigste er, at det går godt for hende, at hun nyder sit nye liv og får en rigtig dejlig studietid.
Gør det til noget smukt, skat!
