Rundt om i Holland
Det starter allerede ved pakningen – det føltes virkelig anderledes, som om det ikke rigtig betød noget, hvad og hvordan man pakkede. Det giver faktisk ingen mening, for underbukserne og kaffen har man brug for overalt. Vores "rejse" begyndte med vores årlige familieweekend, herlig snak med alle, masser af knus, og sig mig nu: kan man overhovedet ønske sig en bedre start på sin ferie? Derefter videre til frisiske Lemmer, efterfulgt af Edam, Volendam og Marken, videre til Katwijk aan Zee, Nieuwkoop, og de sidste dage var Doesburg vores hjem.
I Katwijk aan Zee blev vi endda filmet til TV-programmet "doet ie het of doet ie het niet"! Det var en mærkelig situation, hvor jeg blev bedt om at samle en hundelort op for en pige, der ville spare sine smukke negle. Vi anede bogstaveligt talt uråd – jeg tvivlede på hendes gode intentioner og stillede damen en række spørgsmål, f.eks.: "det er da en stor lort til sådan en lille hund". Jeg havde ingen tillid til situationen, mine tanker fløj i alle retninger, selv tankerne om et røveri. Min mand betragtede først scenen på afstand, men kom til sidst hen og samlede "kagen" op – og måtte grine, for det var selvfølgelig en god kopi. Det sendes til næste forår. Hvis instruktørerne godkender det, kommer vi med i programmet. Vi ser i hvert fald dejligt farverige ud, os to: "me the bitch and he the good guy".
De sidste dage var virkelig varme – cykling var kun mulig om morgenen eller om aftenen. Heldigvis havde vi i Doesburg en pragtfuld plads ved IJssels enge, en campingplads med et nyt svømmebassin og masser af parasollier. Vi følte os som i Italien – bare uden søerne!
Hjemme, våd og sociale medier!
Nu, godt og vel nogle uger hjemme igen, bag min skærm, trækker den ene byge efter den anden hen over os, mens jeg skriver dette. Alle de unge familier, der sidder på campingpladsen med deres børn – de havde nok forestillet sig noget bedre. Respekt.
For et par uger siden havde jeg en dejlig og åben snak om de sociale mediers kraft – og især den indflydelse, de har på folk, og særligt de unge. Det, jeg ser omkring mig, er, at unge mennesker og unge familier poster meget på sociale medier, med én fælles nævner: at vise, hvor godt de klarer sig, hvor godt de har styr på deres unge liv. Det at drive deres lille familie går dem godt, der ser ikke ud til at være bump på vejen. Det er alle sammen flotte pappaer og mammaer med helt skønne børn – altså rigtig flotte familier!
Og lad os nu være ærlige: din familie, dit hjem eller hvad sammensætningen end er – du kan kun være enormt stolt af det og vil gerne dele det med omverdenen. Hvor logisk! For det er det mest værdifulde, der findes, og jeg synes, det er dejligt at se. Det er også en form for glæde.
Men virkeligheden er til tider lidt anderledes end det, vi ser, og det, vi helst vil vise frem. Vores tøj er ikke altid lige nydeligt strøget, vores hænder er ikke altid helt rene. Hverken bogstaveligt eller i overført betydning. Indimellem synes jeg, det er svært næsten aldrig at se eller læse om det, når endnu et smukt fotoshoot dukker op på sociale medier. Det er der i sig selv ikke noget galt i – det er ikke det, jeg vil sige.
Men det at dele de rigtige historier gør os som mennesker smukkere – og ikke kun det. Jeg tænker, at når vi fortæller vores rigtige historie og deler vores virkelige hverdag, sender vi et signal om, at livet ikke kan styres til punkt og prikke. At selv når noget ikke går så godt eller ligefrem går galt, er der også plads til det. Det kan ligge i store ting, men også i enkle, dagligdags ting. Der er den balance igen – i det skjulte har jeg egentlig ikke meget til overs for balance, som jeg har skrevet tidligere. Men det bliver ved med at forfølge mig, haha! Måske er det alligevel ikke så dumt.
Efter den snak – helt "tilfældigt" – satte jeg mig på cyklen den eftermiddag på vej til en god veninde for at snakke lidt. På vejen hjem blev jeg overrasket af et skybrud, og på under 1 minut var jeg gennemvåd som en druknet kat. Ikke en tør tråd på kroppen, og mascara'en sad næsten under min armhule. Jeg sendte min veninde en selfie – se nu, hvordan jeg er kommet hjem. I løbet af eftermiddagen, med tørt tøj på og i gang med huslige sysler, vendte mine tanker tilbage til morgendagens samtale om "sociale medier" – og hvad man viser omverdenen, og hvad man ikke gør.
Så tog jeg mod til mig og postede min drukne selfie med denne tanke som baggrund: dette er også mig!
Last but not least!
Jeg elsker Holland, tager gerne til Italien næste år, og jeg har ikke noget imod at få en ordentlig byge i ansigtet. Jeg ønsker dig en rigtig dejlig sommer med masser af sol, og håber, du nyder her og nu – hvad det end måtte være!
