2. juledag-tanker

De fleste forhindringer i denne juletid er overstået for vores vedkommende – hvordan går det for dig? Er du faldet godt til på sofaen med en serie, eller er du med til endnu en familiemiddag eller måske på besøg hos din bestie?

Familie er dejlig at have og tilbringe julen med, men den tryghed gælder desværre ikke for alle. Nogle gange har man ikke mere familie, eller livet er bare forløbet anderledes.
I de øjeblikke er venskaber utrolig værdifulde, og din bestie kan sagtens være familie, din søster eller bror.
Har du besties, du kan ty til på sådanne dage, er det virkelig dejligt. Og hvis ikke – kan du så kalde hende eller ham din bestie?

Jeg synes selv, det er ganske dybe spørgsmål, og har jeg et klart svar på dem? Nej, ikke rigtig.
Jeg tænker over det en gang imellem. Der er bare venskaber, som kommer, men desværre også dem, der går. Hvor sørgeligt det end kan være, handler det for det meste om at give slip, give et venskab et nyt indhold, men frem for alt ikke glemme at sætte pris på det, der har været, de smukke minder – og nyde de værdifulde venskaber, som mit liv er rigt på nu.

En ny bestie i hver fase?

Når jeg ser tilbage på de forskellige faser i mit liv, bemærker jeg, at der i hver fase også træder andre venskaber frem. Vi søger alle en forbindelse til den anden, til dén, vi genkender os selv i, og det hænger sammen med den fase, man befinder sig i livet.

Da vores børn stadig gik i folkeskolen, var jeg ud over familien især travlt optaget af skønhedssalonen, som dengang lå hjemme hos os. Min arbejdsdag begyndte som regel mellem 8.45 og 9.00. Og inden da var mit køkkenbord flere morgener om ugen fyldt med veninder-mødre. De drev ind fra 8.20, hvor kaffen allerede stod klar. Jeg havde selv den lykke, at jeg ikke behøvede at følge børnene i skole, fordi vi boede tæt på skolen.
At der i den periode sad 3-4 veninder ved mit køkkenbord om morgenen var mere reglen end undtagelsen.
Skønne øjeblikke, korte men kraftfulde, med en kop kaffe. Og hvis det trak ud? Jeg gik bare i gang med arbejdet, og pigerne hyggede sig videre og trak døren i efter sig.

Var det dybe venskaber? Ja bestemt, på en bestemt måde absolut. Især for den periode enormt værdifulde – vi sad trods alt i den samme moderbåd. Hver morgen en kort klagesang over de urolige nætter og børnene, der ikke ville skynde sig for at nå skolen.

Sådan var det også i den fase, hvor jeg var meget aktiv musikalsk i vores kirke. Jeg var kontaktpersonen for de samlede musikteams og sørgede for, at gudstjenesterne hang godt sammen ved at forsyne dem med smuk musikalsk understøtning.
Vores tre musikteams bestod hvert af en worship-leder, en gruppe sangere og bandet. En stor flok mennesker altså. Gennem de tætte kontakter, der gik dybere end blot det organisatoriske, opstod der et stærkt fællesskab. Det oplevede jeg som meget værdifuldt. Man delte troen med hinanden, delte meget glæde & sorg og lærte frem for alt af hinanden, hvad det vil sige at tro i sin hverdag. Vi havde trods alt det samme mål. Også for den periode var det absolut værdifulde venskaber.

At slippe venskaber

Desværre hører det også med at slippe venskaber, og det er egentlig noget, der sker for ethvert menneske. Har du altid selv et valg i det? Nej, det tror jeg ikke – det hører også til livet.
Nogle gange sker det bare sådan: dit liv forløber anderledes end den andens, I mister hinanden af syne, forbindelsen mangler, eller du får nye kolleger, fordi du begynder et andet sted. På den måde lukker du en periode uden at have valgt det.
Men nogle gange når man også frem til den erkendelse, at ens eget bidrag ikke har gjort godt – det er også virkeligheden, uanset hvor beklageligt det er.

Vi har i vores liv også måttet lade nogen venner gå, selvom jeg ikke ønskede det.
Dels handlede det bagefter om, at det var venskaber, der primært hørte til en bestemt fase. Men den indsigt kommer så senere – som det så ofte sker.

Best friends forever?

Heldigvis findes de, og man kan føle sig velsignet, hvis man har sådanne venner. Vi har dem heldigvis!
Vores besties – dem kan vi dukke op hos uden varsel, selv på 2. juledag!
Ser jeg mine besties tit? Absolut ikke – det varierer meget. En lang snak, et opkald, og nogle gange er det bare en besked – det kan være nok.
Hos besties er det ikke det, der tæller.

Jeg håber, at du også har sådan en bestie, selvom det kun er én! For med besties behøver du ingen forhindringer, der holder dig tilbage – det vigtigste er at have ægte venskaber og at værne om dem.

I dag, 2. juledag, slutter vi os til familien.
Jeg ønsker dig en dejlig, velsignet 2. juledag, uanset hvad du end laver!

Kærlig hilsen Anja