En kompliment! Eller...?

I weekenden gik jeg ind i den lokale tøjbutik og fandt nogle fede ting til, når solen endelig begynder at skinne. Vi er klar til at tage på ferie, så et par toppe og kjoler var mere end velkomne.

Denne gang ingen beslutningsstress – det var hurtigt klart for mig. Jeg hyggesnakkede med nogle af de piger, der arbejder der, og med ejeren. Super glad for sådan en dejlig, uformel tøjbutik i vores by. Da jeg stod ved kassen og skulle betale, kom ejeren hen til mig. Jeg tænkte straks, hvad nu? Han var meget venlig, spurgte hvad jeg arbejdede med, og så kom det store spørgsmål frem under samtalen: "Har du lyst til at komme og arbejde hos os?" Han mente virkelig, at jeg ville passe godt ind i teamet. Det spørgsmål var jeg aldrig blevet stillet før, så jeg var faktisk lidt smigret. Senere viste det sig, at de leder efter en lidt ældre person – om jeg nu lige behøvede at høre det..... Men jeg nød nu alligevel opmærksomheden.

På opdagelse

Denne uge fik jeg et svært spørgsmål fra en kunde. Fra vores kundeservice blev jeg stillet om til denne dame, for det viste sig at være ret kompliceret. Denne dame lider af leukocytoklastisk vaskulitis, som i praksis betyder, at de små blodkar er betændte. Hos hende viste det sig som røde blodprikker på hele begge arme. Hendes egen læge anbefalede hende at bruge en lav dosis prednisolon – noget hun ikke var begejstret for, og det var netop det, der fik hende til selv at undersøge sagen og til sidst finde vej til os.

Jeg lovede hende at sætte mig ind i det og give hende en anbefaling via mail, og så gik jeg i gang med at undersøge det. Hvad indebærer denne lidelse, hvad gør den ved kroppen indefra, hvad gør den udvendigt, og hvordan kan man behandle det – eller handler det udelukkende om at lindre symptomerne?

Ved sådanne spørgsmål er mit udgangspunkt altid: forestil dig, at du selv havde det – og samtidig: jeg er ikke læge, og det er ingen i vores team heller. Så skomager, bliv ved din læst! Med det i baghovedet forsøger vi at give et godt råd.

Jeg endte med at anbefale en rensegel, der beroliger og dæmper mindre betændelser, samt en bodylotion med pleje og niacinamid. Niacinamid er plejende, beroligende og tilmed let antiinflammatorisk. Hertil en slags pasta til mindre betændelser, som kan påføres om natten.

Hudspecialist

Endnu en gang: vi er ikke læger, men vi er specialister, når det kommer til huden. Derfor anbefalede jeg hende også, at spørgsmålet om prednisolon absolut hører hjemme hos hendes læge, og at det ikke er vores ekspertise. Hun var glad for rådet, men også glad fordi hun blev lyttet til, og fordi der var personlig opmærksomhed for hende.

Set og hørt

Denne uge blev jeg inviteret til et møde om platformen mijnbuurtje.nl. Denne platform er et fantastisk redskab for enhver landsby – et sted, hvor folk kan finde hinanden, og hvor aktiviteter kan slås op. Det giver landsbyen et centralt samlingspunkt, så man kan skabe forbindelse med sine naboer. Alle beboere opretter deres eget profil, og som forening, institution eller kirke kan du også oprette et profil. Når du har et profil, deltager du aktivt. Du kan spørge om alt muligt: hvem vil gå tur med mig, drikke kaffe, hjælpe i haven eller lufte hunden. Hvad det end er, gør du det som landsby for landsbyen – altså af og for beboerne.

Erfaringen fra denne platform er, at når en landsby deltager aktivt, stiger de indbyrdes kontakter med 60 %. Det siger mig nok om, hvor sparsomt det ofte ser ud med de sociale kontakter. Vi er faktisk alt for optagede af vores eget liv – og det gælder også mig selv.

Efter sådan en uge med forskellige møder og samtaler gik det op for mig, hvor vigtigt det er at blive set og hørt. Uanset om det er en hilsen, en kort snak, følelsen af at være i billedet, eller at få et lyttende øre om, hvordan dit hudproblem opleves. Det, der virker lille for dig og mig, og som vi ofte gør helt automatisk, kan gøre en forskel for andre.