"Jeg vil se det smil!"

Det var det første, vores tourguide sagde! En uge på Lanzarote, mærke solen og lade op. Ingen tidspres, lidt dovenskab, være aktiv, tage en drink, spise godt eller læse en bog. En uge med at gøre, hvad du har lyst til. Smage lidt på foråret – det var målet.

Efter ankomsten til Lanzarote og en dag til at akklimatisere os, syntes vi, det var tid til at udforske øen. Vi ledte efter en lejebil, men det viste sig at være en no-go. Næsten ingen udlejning var mulig – på grund af pandemien var der ikke kommet nye lejebiler til øen. Mange rent-a-car-steder var derfor lukkede.

Ikke til at stoppe af den grund, gik vi på jagt efter et godt alternativ. At tage rundt på øen med e-bike – en sjov udfordring. Især i det landskab. Nu viser det sig, at der uden for boulevarden næsten ingen cykelstier er på Lanzarote. Vil du se lidt mere og besøge nogle landsbyer, er 50- og 80 km-vejene din rute at følge. Som hollændere, der kun er vant til fine cykelstier, er det en spændende sag. Så hellere med guide? Egentlig ikke noget for os – vi tager helst afsted alene, finder ud af det hele selv og opdager tingene på egen hånd. Alligevel tog vi springet og tilbragte en dag med en gruppe mennesker – kald dem ligesindede eller skæbnefæller – guidet af en sporty ung kvinde, mens vi udforskede øen.

Teguise

Det første, Ilse, vores tourguide, sagde, var: "Jeg vil se det smil". Uanset om du kravler op ad bjerget eller kører ned, gør det med et smil. Når du smiler, er du afslappet. Det beskytter os mod styrt, og dertil kommer: "Når du har en god dag, har jeg det også."

Alle med cykelhjelm på og sit bedste smil fremme, bevæbnet med et godt lag SPF50, gik dagen i gang. I kolonne op ad bjerget, over store rundkørsler, ad små og større veje, nåede vi efter et par timers cykling den smukke by Teguise, den gamle hovedstad.

For dem, der kender Lanzarote, vil navnet César Manrique næppe være ukendt. Øens kunstner, men for befolkningen var han mere eller mindre beskytteren af sin fødeø. Hans mission var gennem sine kunstneriske idéer at beskytte øen mod masseturisme. Med respekt for naturen og den lokale kultur – de to skulle gå hånd i hånd, når det kom til udviklingen af turismen. Og at han lykkedes med det, er en kendsgerning. Øen er den dag i dag ikke oversvømmet af skrålende reklameskilte og høje hoteller (disse må maks. være 4 etager høje). Over hele øen er alle huse og bygninger malet hvide med skiftende brune, grønne eller blå vinduesrammer – det foreskrev han også. En autentisk ø altså, der bevarer sin egen kultur med kærlighed og respekt for naturen. Mens vi cyklede rundt på øen, fik vi set mange af Césars kunstværker – næsten hver eneste rundkørsel viser dem med stolthed.

Da vi nåede Teguise, var benene efterhånden blevet tunge, så efter lidt udstrækning satte vi kursen nedad igen. Langs pragtfulde vulkanske landskaber og de berømte vinmarker La Geria nåede vi efter ca. en times nedkørsel tilbage til havet.

Det lyder enkelt, sådan en nedkørsel, men for dem, der kender mig lidt, mangler der stadig at blive født en større helt end mig. Sikke en stress, der sneg sig ind på mig – flokken af e-bike-ryttere slap tøjlerne og fløj samlet som en flok gale ned ad bakken, i hvert fald var det min oplevelse. Og jeg? Som en veloverveje snegl – godt nok med ca. 25-30 km/t, mens de andre kørte ned med ca. 45 km/t – fulgte jeg mit eget tempo og holdt frem for alt vores søde Ilses opdrag i baghovedet: "Jeg vil se det smil".

Mission lykkedes – vi ankom alle smilende til bunds. Takket være Ilse og hendes team var det en fantastisk dag! Gracias Ilse!!!