Livlig hvalp

Det lader til at være en fantastisk god idé at skaffe sig en firbenede ven. Uanset om det er en racehund eller ej, spiller det ingen rolle. Vi har selv, privat, for nylig anskaffet os en hvalp. Denne mini-labradoodle er hjemme hos os under oplæring med det endelige mål at blive forfremmet til kontoorhund. Det var i hvert fald min hemmelige plan, da vi besluttede os for at anskaffe én. Jeg vidste ikke, at vores søde hvalps gener indeholder mere puddel end labrador. Mere temperamentsfuld end vi havde forventet, og foreløbig betyder det, at hun er en travl tøs, der højlydt giver sin mening til kende ved enhver lyd. Og når det passer hende, springer hun uden varsel op på dit skød — og helst op på bordet. Typisk os. Det projekt kræver stadig en hel del opdragelsesevner fra vores side.

Juno

Ikke rigtig kendetegnene for en socialiserende kontoorhund endnu. Hun hedder i øvrigt Juno, det lyder jo meget godt, ikke? På trods af alle disse hvalpeforviklinger er vi rigtig glade for hende. Vi har i øvrigt opkaldt hende efter vores to ældste børnebørn, JUlia og NOëlle. Vores fire børn er (på nær ét) ikke opkaldt efter nogen, og nu begynder vi igen med at opkalde — og så oven i købet hunden. Haha, vi har også budt os selv velkommen i klubben for dem, der har et hundebarn.

Vores hundefortid består af to racer, Westie'en (West Highland White Terrier) og Beaglen. Den ene var ikke ligefrem det, man ville kalde intelligent, og den anden var så at sige født uden ører. Begge fantastisk søde dyr, men med hver deres historier. De to kostede os rigtig mange bekymringer — vi kunne efterhånden skrive en bog om det. Begge var stikstikkere, og det siger ikke så lidt. Lige så snart du havde morgenturen overstået, stak de af. Og ikke bare for en kort stund, men simpelthen for ikke at komme hjem igen. Det skete til sidst så tit, at man vænede sig til det. Vi løb derfor ikke altid efter dem. Det lyder måske ligegyldigt, men det nyttede ikke noget. Hundene var ingensteds at finde.

I begyndelsen hoppede vi trofast på cyklen eller i bilen efter hvert stikaf for at lede efter hunden. Det var sjældent, at det gav resultat. Man var hurtigt tilbøjelig til at lade det være, især hvis maden netop var sat over, eller man stod på spring til at gå på arbejde, for nu at nævne noget. Efter et par timer ringede dørklokkerne som regel, og vores firbenede ven blev bragt hjem igen. Fordelen ved at bo i en lille by er, at folk kender dig — og derfor også din hund. Tak til alle de søde mennesker, der tog sig den ulejlighed.

En tønde på ben

Vores bog ville også handle om den enorme mængde mad, som især Beaglen kunne fortære — ikke bare almindelig mad, men frem for alt ubegrænset og uden hæmninger. Der er to højdepunkter — eller rettere lavpunkter — at fremhæve. Til første juledag havde vi købt en fin salat. Fordi køleskabet var for fuldt, havde jeg stillet den i skuret. Fin temperatur, der kunne ikke ske noget, troede jeg i hvert fald. Desværre havde jeg ikke tænkt på Beaglen, der første juledag morgen løb dejligt rundt i haven. Skurdøren stod på klem, og skaden var sket. De 2 kg salat blev fortæret fuldstændigt af Beaglen — det kunne have kostet ham livet. Skålen og resterne lå spredt over hele haven, og vores hund lignede mere en tønde på ben end en velformet hund. Beaglen er berømt for ikke at have nogen bremse, når det kommer til mad. Vi gik en hel del ture med ham den dag, gav ham masser af vand, og heldigvis gik det godt.

Påskeharen

Noget lignende skete til påske, hvor vi havde en stor skål på bordet med cirka et kilo påskeæg kombineret med nødder og anden påskepynt. Alt i alt en hyggelig påskeopstilling. Efter en eftermiddag ude var skålen næsten tømt af hunden. Heldigvis var ikke alle æggene spist op, men mange var gemt rundt om i huset — men anslået var der alligevel forsvundet næsten et halvt kilo påskeæg, og vores Beagle var blevet til påskeharen. Nu er chokolade meget skadeligt for hunde, så vi var også ret stressede over, hvordan det ville ende. Det viser sig, at det kun er den rene kakao, der er skadelig for hunde — det drejer sig om stoffet theobromin, som kan være direkte dødeligt. Jo mere mørk chokoladen er, jo værre er det. Hvid chokolade gør ikke hunde noget, fordi dette stof ikke findes heri. Heldigvis kom vores Beagle også denne gang igennem uden mén.

Måske bliver vores bog til noget en dag. For nu er vi begyndt med friskt mod på denne trofaste firbenede Juno, labradoodlen — måske får hun en dag forfremmelsen til kontoorhund hos Care for Skin.