Ladeauktion!

I al vores begejstring ringede vi til den lokale genbrugsbutik og fortalte, at vi gerne ville aflevere en masse "fine" ting. Vi var virkelig overbevist om, at de ikke kunne andet end at være os super taknemmelige og helt vilde med vores tilbud. Desværre fik jeg en kold skulder – de er fuldt og har ingen interesse. Følelsesmenneske som jeg er, stikker stresset mig i halsen. Hvem vil dog ikke have vores arv – det kan da ikke passe!

Hvad så? Bestille en container og få det hele kørt til lossepladsen? Ikke en chance – men hvad nu? Lad os starte med at dele tingene i tre: storskrald, til salg og at beholde! Sådan startede vi, og efter en halv dag med godt tag i sagerne var stueetagen i laden ryddet. Resultatet: en anhænger fuld af storskrald, en anhænger fuld af ting til salg – og lidt for meget gemt. Haha… det er altid det samme, vel – man kan jo altid smide det ud bagefter!

Projektet fortsatte dagen efter, denne gang med ladens loft. Mindst lige så stort i areal og med samme resultat: to anhængere fulde – den ene storskrald, den anden til salg.

Og min bedstefars lille skrivebord? Jeg er og bliver glad for det – selv svigermors sengelampe har fået en hædersplads. En dejlig lille krog i hjemmet til at dagdrømme, skrive lidt, læse lidt – hvad det end måtte være. Det har fortjent sin plads.

Rød tape, beklædte æsker og en hjemmelavet tehætte

Mine forældre var ægte "gør-det-selv"-typer – den generation, der ikke smed noget ud, men i stedet fandt nye formål til gamle ting. Sådan fandt jeg den lille træ-cigarkasse, der er beklædt med selvklæbende folie for at få en fin lille æske til DE's sparepoint. Også tehætten – langtfra original længere, men genbeklædt med stof fra en gammel sovepose.

Og så glasset med den røde tape – unikt i sin slags. Mine mor kunne de sidste år ikke se særlig godt og vælgede med jævne mellemrum sit lille glas med isterninger og sukker (sådan som man drak det i gamle dage) omkuld. Min far havde løsningen: en rød stribe tape, der advarede hende om faren. Om det handlede om indholdet eller om at vælte glasset, det får vi aldrig at vide – måske begge dele.

At det er smukke minder, siger sig selv. Det sidder naturligvis ikke i tingene selv, men i det, der gemmer sig bag dem. Æsken lugter endda stadig af mit barndomshjem. Så skal den måske alligevel gemmes?

Loppemarked på Kongedag!

Den 27. april står vi på loppemarkedet her i vores by. Ingen genbrugsbutik, ingen losseplads – vi gør det til en hyggelig dag. Hvad det indkaster, er egentlig ikke det vigtigste; det vigtigste er, at vores "fine rod" får et nyt hjem. Jeg tror, jeg er arvelig belastet, men det er nu som det er – jeg forventer en solrig dag den 27. april, og den dag kan allerede nu ikke ødelægges.