I vores lille by var det for omkring 20 år siden noget helt usædvanligt at gå "bare sådan" til skønhedssalonen. Egentlig gik man ikke bare sådan – kun hvis det virkelig var nødvendigt, og frem for alt hvis man ikke var smuk nok, hvad skulle det ellers betyde?! En velkendt kommentar var: "Jeg er da smuk som jeg er, det har jeg ikke brug for".
Sammen med en flok fantastiske kolleger har vi i tidens løb gjort banebrydende arbejde i regionen, og vores saloner er efterhånden blevet steder, hvor man på den ene side forkæles fra top til tå, og på den anden side er steder, man jævnligt stikker forbi til lidt vedligeholdelse – professionel hudpleje, om man vil.
Farvning af vipper og bryn – det var dengang heller ikke ligefrem "in", men vores motto var: ukendt er uelsket. Så vi tog mod til os og opfandt sammen med min daværende kollega "vippe- og brynfarvedagen". Én dag blev salonen forvandlet til et rigtigt drop-in-event. To behandlingsstole i ét rum – og den anden behandlingsstol var i virkeligheden en plastichaveliggestol med fodskammel, en sovepose henover og det hele pakket ind i et lagen. Alt koordineret i farver, for øjet vil også have noget – og resultatet var faktisk ikke dårligt... I hvert fald syntes vi selv.
Sociale medier fandtes ikke dengang, så vi satsede på en stor annonce i det lokale reklameavis samt en sandwich-tavle på gaden, hvor dagen blev annonceret. Idéen var: ingen tidsbestilling, fri drop-in med masser af kaffe og te. Fra kl. 9.00 til 21.00, lavtærskel og en skarp pris. Derudover havde vi investeret solidt i annoncen, materialerne og selvfølgelig sat hele dagen af til formålet. Alt sammen med det mål at gøre vores lille by fortrolig med farvning af vipper og bryn.
Med en tom kalender – og i spænding over, hvad dagen ville bringe – sad vi klar den morgen. Bevæbnet med en kop kaffe, hvor spændende var det ikke! Klokken halv ti var der stadig ingen, tvivlen begyndte at melde sig… men se, der, da klokken nærmede sig 10, kom de første kunder ind: mor og datter (for man er stærkest sammen), og fra det øjeblik var salonen aldrig tom igen hele dagen. Venteværelset var konstant fyldt, og stemningen var hyggelig. Alle syntes, det var fint at vente (hvad med at alt var bedre i gamle dage?). Der var jo kaffe: "Det er ingen sag, og det er faktisk hyggeligt", sagde folk. Kunderne lod hinanden gå foran, bare for at kunne afslutte samtalen.
Vi havde den dag omkring 60 kunder igennem – hvilket en succes det var, og hvor nød alle det, kunderne såvel som vi selv! Folk sætter pris på at mødes, helt uformelt og uden store fagter. Og hvad opnåede vi den dag? Rigtig mange nye kunder til en genbehandling, og samtidig lykkedes det os at sænke tærsklen for et besøg i salonen. Havde vi opfundet den dybe tallerken? Det syntes vi selv, og en smule hemmeligt stolte, trætte og tilfredse vinkede vi den sidste kunde ud. Farvning af vipper og bryn var slet ikke så tosset – og det samme gjaldt besøget hos skønhedsspecialisten… Hmmm… "Det skal jeg altså gøre oftere, give mig selv lidt opmærksomhed".
