Mandag morgen, efter at alle er gået hjemmefra, går jeg ind i salonen og kigger i min kalender. Jeg bryder straks ud i sved – dobbeltbooking, og jeg har kun et kvarter, inden den første kunde sandsynligvis træder ind ad døren. Da jeg er den tøvende type, overvejer jeg i det stille: skal jeg bare lade det ske og se, hvad der sker, eller griber jeg alligevel telefonen for at ordne noget? Jeg tøver altså…….

Min første kunde, fru A, som jeg vil kalde hende, er en ægte trofast kunde gennem årene. Fru B, ja, hvordan skal jeg sige det pænt, er meget punktlig, en dame af den gamle skole og føler sig sommetider lidt mere end de andre. Det er i hvert fald det indtryk, jeg har fået fra de to gange, hun har besøgt salonen.

Under alle omstændigheder tager jeg min kaffe med – den bedste kop på hele dagen, synes jeg i øvrigt – og ser fru B komme gående, og lige bag hende holder fru A's bil også ind til siden.

Jeg mærker spændingen stige og indser, at det nu er for sent at tage stilling til, om jeg skulle have ringet eller ej.

De to går ind i salonen sammen, og jeg hilser hjerteligt på dem, men jeg kan ikke skjule min forbløffelse over at se dem begge på samme tid. Det føles som at spille teater, men jeg er faktisk rigtig ærgerlig over mig selv, fordi jeg ikke har opdaget denne fejl tidligere.

"Øhh", stammer jeg forsigtigt, "jeg tror, jeg har en aftale med jer begge på samme tidspunkt"?! Min hals bliver allerede rød, og begge trylletrækker på et øjeblik deres aftalekort frem, hurtigere end jeg kan nå at reagere, og i mellemtiden tager jeg selv min kalender frem. Som om jeg kan finde løsningen der.

"Ikke den bedste start, vel, sådan en mandag morgen" – og jeg beslutter mig i mit stille sind for at indrømme, at jeg har begået en fejl, at jeg gerne vil hjælpe dem begge, men at jeg desværre kun har ét par hænder.

Efter at have undskyldt viser fru B sig at være meget loyal og tager min fejl pænt. Hvor meget har jeg ikke taget fejl af hende, og med et kærligt klap på skulderen tilbyder hun at rykke aftalen en uge.

"Det passer mig faktisk også bedre, skal jeg sige dig", siger hun. Det skulle åbenbart være sådan.

Endnu en lektie til mig – jeg havde virkelig læst hende forkert…. Og nu, efter mange år, er hun stadig en af mine mest trofaste kunder.