Danmarks smukkeste landsby
Efter en solid morgenmad tog vi af sted til Pieterburen på den sidste solrige søndag i oktober og startede der med godt mod på den første etape. Vi vandrede gennem enge, forbi smukke, statelige gårde, som præger dette landskab, men også gennem de charmerende små, gamle landsbyer, der ligger i den nordlige del af Groningen. Etapen sluttede i Winsum. En sjov detalje: denne landsby blev i 2020 kåret som den smukkeste landsby i Holland. Som ægte groninger er jeg naturligvis super stolt af det!
At vandre gør dig både fysisk og mentalt stærkere, og dertil kommer: du styrker relationen til den, du er af sted med. Båndet bliver tættere, I ser mere til hinanden, og man skal og vil simpelthen gøre det sammen. Selv syntes jeg, det var smukt at opleve, at når man kommer fra samme rede, som min søster og jeg gør, ligner man hinanden mere, end man normalt er klar over. Selv når det gælder vores særheder eller krinkelkroge, til tider det rene komik, som om du kigger i et spejl og betragter dig selv.
Italiensk trøffelhund
Min søster havde taget sin hund med. Ikke bare en hvilken som helst hund — det er en Lagotto Romagnolo, altså en italiensk trøffelhund. En vanderhund, der i Italien bruges til at finde trøfler, men også til jagt. Med sin usædvanlige lugtesans gik intet hende forbi undervejs. Mange et spor blev undersøgt, og mange en grøft betragtede hun som et dejligt bad. For derefter at spise hestepærer og, hvis lejligheden bød sig, rulle rundt i dem med fornøjelse. Halvkvalt forsøgte min søster at forhindre det, men kæledæggen var for længst forsvundet, da min søster nåede frem til hende. Snusende fortsatte hun ruten, som hun i sin begejstring bestemt gik to gange.
Vores trøffelhund Bente nød da også megen opmærksomhed, hvilket gav os hyggelige samtaler undervejs med andre Pieterpad-vandrere, i folkemunde kaldet: Pieterpatters. Sådan hedder man altså, når man går Pieterpad — en Pieterpatter!
Pieterpatters viser sig at være meget rare mennesker, en slags for sig selv! Åbne, klar til en snak, i alle aldre, nogle gange alene, men også ofte to og to, med eller uden kæledyr. Udseendemæssigt er de ret forskellige. Nogle møder op i fuldt ornat — det komplette outfit inklusiv regnponcho — og andre går præcis som på alle andre dage i ugen, i sportssko og frem for alt uden regnponcho.
Med numsen bar
Vores anden etape gik fra Winsum til byen Groningen med Centralstationen som slutpunkt, så vi kunne tage toget tilbage til Winsum. Desværre var ingen restauranter eller caféer åbne undervejs denne mandag. Det var en grå og trist dag, og ruten gik næsten udelukkende gennem engene. Lidt koldt ind imellem på grund af fugtigheden og vinden, men køerne og hestene var os venligt stemt. Undervejs blev vi stedse hjertelig modtaget med bulder og vrinsken — godt selskab altså.
Men så — to kvinder undervejs, uden nogen sanitære faciliteter — du kan nok gætte det. Vi måtte denne dag bogstaveligt talt blotte numsen for at undgå noget værre. Nogle gange er der rigeligt at vælge imellem, som man siger, men denne dag havde vi intet valg — eller det troede vi i hvert fald. I Oostum, midtvejs på ruten, ligger der på en terp (en forhøjning) en gammel lille kirke med en lille kirkegård rundt om. På bagsiden af kirken var der bygget et toilet på ydersiden, og hvis du lader døren stå åben (det er nærmest ingenmandsland, så det kan man sagtens) under "øjeblikket", kan du også nyde en fantastisk udsigt. Stedet var en smule uhyggeligt, men omgivelserne gjorde meget godt igen.
Stolte over os selv og naturligvis Bente nåede vi også slutpunktet for den 2e etape på Centralstationen i Groningen. Grunn, we made it! Den dejlige varme kop kaffe smagte som aldrig før, og i toget tilbage til Winsum nåede vi i fællesskab frem til den konklusion, at det havde været to rigtig hyggelige dage. Videre til næste del af Pieterpad.
Pieterpad:
Denne smukke vandrerute starter i Pieterburen (den nordlige spids af Groningen) og går over 26 vandreretaper gennem vores dejlige lille land til det sydligste punkt, hvor den slutter på Sint Pietersberg i Maastricht.
Den blev udtænkt af to groningske vandreveninder mellem 1978 og 1983. De lod sig inspirere af en vandretur i det tyske Schwarzwald og mente, at det var på høje tid, at noget tilsvarende også satte vores smukke vandrerland ordentligt på kortet.
