Tre ugers ferie denne sommer, lidt anderledes, ligesom for alle andre. Men efter lidt doven tid begyndte det at kribbe i fingrene for at komme i gang igen — og hvad gør man så… rydder loftet op. Bag vores hjem har vi en stor lade, hvor salonen er på stueetagen, og den har et stort loft over hele bygningen. Og så ved man det godt — har man en stor lade til rådighed og oven i købet et kæmpestort loft, betyder det meget Rod, bevidst skrevet med stort.
Efter morgenkaffen gik vi i gang med godt mod, og så viste det sig, at fornemmelsen af "det klarer vi lige" ikke var helt så enkel, som vi troede. For den Rod var ikke bare rod — det var især hele vores liv og familiens liv. Alle de pakkede kasser, skolebøger og alt muligt andet fik vi sænket ned fra loftet og begyndte at grave i det. Sikke meget vi stødte på, og sikke en dag til eftertanke det var — med "åh, se lige det her" og "hvor er det sødt" og "herregud, at det faktisk virkede sådan dengang". Du kender det sikkert godt — det er nok ikke så anderledes hos os end på mange andre lofter, der trænger til en oprydning.
Noget der også var særligt sjovt, var kassen med salonens historie — de gamle prislister, visitkort, regnskaber, gamle kalendere — og det hele fra 30 år tilbage. Og hvad viser det sig — i 1993 skrev jeg mine egne nyhedsbreve i hånden. Det kan man slet ikke forestille sig i dag med alle vores sociale medier og marketingplaner. Det skete simpelthen med en godt skrivende sort fineliner, sirlige bogstaver, billeder og også godt indhold — sådan blev de skrevet og kopieret andetsteds for at blive delt med kunderne i løbet af en måned. Flyers delte jeg ud om aftenen, når det var mørkt, langs brevkasserne — så kunne jeg gøre det hurtigt og lidt anonymt.
At stå på lokale loppemarkeder for at skabe kendskab til salonen, give demonstrationer for landbokvinder og meget mere. Mange fysiske tiltag for at gøre opmærksom på sig selv… I 2020 sidder vi foran vores skærm og kommunikerer disse tiltag derfra — naturligvis med det samme budskab, men på en lidt anden måde.
Det smukkeste, jeg stødte på, var de gamle kalendere — sikke en historie, og hvor var det dejligt at læse i dem. Her stod ikke kun aftalerne med kunderne, men selvfølgelig også alle vores familiebegivenheder. Alt fra svømmeundervisning, fødselsdage, ferier, registrering af babypasserens timer, en hel del glæde og sorg, tårer og latter — det hele stod skrevet i disse store bøger. Selv mine (nu afdøde) forældre havde dengang aftaler med kunder og tog selvfølgelig kærligt telefonen, når jeg arbejdede, mens de passede børnene hjemme. Det var smukt at støde på deres håndskrift i disse bøger.
Ja, og hvad gør man så — smider det ud og sender det til genbrugspapir…? Nej, alligevel ikke. Der stod altså meget Rod, bevidst med stort — dels fordi der var meget, men især fordi det var kær Rod. Nu står der igen en kasse i en krog på det store loft, fyldt med smukke minder, som jeg må værdsætte og gemme på.
